En facade i Østjylland får tæsk. Vind fra kysten, høj luftfugtighed og mange frost-tø-cyklusser gør, at selv et pænt murværk kan begynde at smuldre i fugerne, slå revner i pudsen eller suge vand, når overfladen ikke længere arbejder rigtigt. Jeg hedder Mikkel Bro, og når jeg bliver kaldt ud til facaderenovering i Aarhus-området og resten af Østjylland, handler det næsten altid om tre spor: omfugning, puds eller vandskuring. Nogle gange en kombination.
Det gode er, at en facaderenovering sjældent behøver være dramatisk, hvis man tager den i tide. Det mindre gode er, at den forkerte løsning kan lukke facaden for meget, holde på fugten og give større skader i mursten og bagmur.
Hvorfor facader i Østjylland ofte går hurtigere ned, end man regner med
Jeg ser især skader på facader, der står åbent mod vest og sydvest, hvor slagregn rammer hårdt. Salt i luften tæt på kysten kan også sætte sit præg, og det samme kan skyggefulde facader, hvor alger og begroninger holder på fugten.
En facade er ikke bare “yderst”. Den er en del af klimaskærmen, og den skal både beskytte og kunne komme af med fugt igen. Når facaden mister den balance, får man de klassiske symptomer.
Det er typisk værd at reagere, hvis du oplever noget af det her:
- Løse eller porøse fuger
- Afskalning på puds
- Misfarvninger og saltudtræk
- Revner omkring vinduer og hjørner
- Frostsprængte mursten
Nogle af punkterne kan være kosmetiske, andre er tegn på, at der trænger vand ind, som fryser og udvider sig. Det er dér, nedbrydningen tager fart.
Omfugning: når murværket i sig selv er fint, men fugerne er færdige
Omfugning er ofte den mest “ærlige” renovering af et murstenshus. Murstenene kan være sunde, men fugerne er slidt væk, krakeleret eller udført i en mørtel, der er for hård i forhold til sten og vægopbygning.
Processen er i sin kerne simpel: udkradsning, rengøring og genfugning. Alligevel er det et arbejde, hvor detaljer afgør holdbarheden. Dybden på udkradsning, fugtning af murværket, mørtlens sammensætning og komprimeringen af den nye fuge betyder meget.
Når jeg vurderer en facade til omfugning, kigger jeg især på:
- Om murstenene er hele, eller om de også skal skiftes enkelte steder
- Om den eksisterende fuge er kalkbaseret, KC eller noget helt tredje
- Om der er særlige fugetyper (skrabefuge, rundfuget, tilbageliggende) som skal rammes igen
- Om der er revner, der peger på bevægelse i konstruktionen og ikke kun “dårlig fuge”
På ældre huse giver det ofte mening at arbejde med kalkbaserede løsninger eller mere diffusionsåbne mørtler, så facaden kan afgive fugt. På nyere byggeri kan en KC-mørtel være passende, hvis resten af konstruktionen og murstenstype passer til det.
Puds: tyk puds, reparationer og hvorfor underlaget bestemmer alt
Puds på facade kan være en stærk og flot løsning, men den kræver respekt for underlaget. Jeg møder jævnligt puds, der slipper, fordi der er pudset oven på et snavset underlag, fordi suget ikke er styret, eller fordi lagene er lagt forkert i forhold til hinanden.
Der er groft sagt to retninger:
Tyk puds bygges op i flere lag med mineralsk mørtel, hvor man opnår en mere markant opretning af væggen. Det kan være relevant, hvis facaden er ujævn, eller hvis man vil genskabe en klassisk pudset facade med skarpere flader og detaljer.
Tyndpuds ligger typisk i millimeterlaget og stiller ekstra krav til forberedelse og ensartethed. Den kan give et roligt udtryk, men den tilgiver ikke dårlig bund.
Hvis huset er bevaringsværdigt eller har en historisk pudstype, giver det ofte bedst mening at reparere med samme type puds som oprindeligt, både af hensyn til udtryk og til fugtteknik. En hård cementrig puds på en ældre, “blødere” væg kan give afskalninger og frostsprængninger, fordi fugten bliver fanget.
Vandskuring: den klassiske mellemvej med murstenen lige under overfladen
Vandskuring bliver tit valgt, fordi den rammer et udtryk, som mange kan lide: lys, rolig og med murstenene svagt anet under overfladen. Den kan også være en måde at ensarte en facade, der har mange farveforskelle, småreparationer eller “trætte” fuger, uden at man nødvendigvis vil have en fuldt dækkende pudsfacade.
Teknisk set er vandskuring en tynd, våd pudsteknik, hvor mørtlen trækkes på og efterbehandles med vand og svamp eller kost, afhængigt af ønsket struktur. Jeg lægger vægt på, at murværket er fornuftigt forberedt, og at suget i stenen er håndteret, så man undgår brænding og svindrevner.
Vandskuring bliver bedst, når man accepterer, at det er et håndværksudtryk og ikke plastikmaling. Den skal passe til huset. Et meget stramt, helt ensartet look kan være svært at få til at spille på en ældre facade med variationer, og der kan en anden overflade være mere ærlig.
Materialer og diffusionsåbenhed: det er her, mange rammer ved siden af
Når folk siger “vi vil bare have det, der holder længst”, så giver det mening som tanke, men materialer holder ikke længe, hvis de arbejder imod konstruktionen. I Østjylland er fugtbelastningen ofte høj, og derfor betyder diffusionsåbenhed og korrekt styrkevalg meget.
Jeg vælger ikke materialer ud fra en enkelt regel, men ud fra helheden: murstenstype, husets alder, eksisterende mørtel og hvor udsat facaden er. Kalk, hydraulisk kalk (NHL) og kalk-cementblandinger kan alle være rigtige, men på hver deres bygning.
Der er også en praktisk side: Udvendige mørtler og pudsprodukter er underlagt produktstandarder, og man bør arbejde med CE-mærkede produkter, hvor man kender egenskaberne. Pudsprodukter ligger under DS/EN 998-1, og muremørtler under DS/EN 998-2. Det gør det lettere at styre kvaliteten, når man ved, hvad man står med.
Sådan planlægger jeg en facaderenovering, så den holder
En facaderenovering lykkes sjældent, hvis man starter med at vælge farve. Jeg starter med at finde årsagen til skaderne og med at sikre, at opbygningen giver facaden de rigtige arbejdsbetingelser.
Typisk går jeg sådan til værks:
1. Gennemgang og afklaring
Jeg kigger på revner, fuger, mursten, sokkel, overgange ved vinduer og gesimser. Ofte afslører detaljerne, hvor vandet kommer ind, eller hvor der er bevægelse.
2. Prøvefelt
Hvis vi taler vandskuring eller puds, giver et prøvefelt ro i maven. Struktur, farvetone og dækningsgrad kan se helt anderledes ud på en stor flade end på et billede.
3. Udførelse i den rigtige rækkefølge
Omfugning og udskiftning af dårlige sten før overfladebehandling. Beskyttelse af åbninger og detaljer, så man undgår følgeskader. Og styring af udtørring, så mørtlen hærder ordentligt.
4. Finish og overfladevalg
Nogle facader står bedst råt. Andre kan have glæde af en diffusionsåben silikatmaling eller en anden overflade, der passer til systemet. Jeg er varsom med løsninger, der gør facaden “tæt” uden at man har styr på fugten.
Typiske fejl jeg ser, når facader skal “piftes op”
Der findes mange gode gør det selv folk, men facader er ubarmhjertige. Hvis man rammer forkert, viser det sig ofte efter den første eller anden vinter.
Jeg støder især på tre klassikere: for hårde materialer på ældre murværk, manglende forarbejde og løsninger, der dækker symptomer i stedet for årsag. En facade kan godt se fin ud, mens den samtidig binder vand.
Hvis du er i dialog med en håndværker, giver det mening at stille konkrete spørgsmål, så du ved, hvad der bliver bygget op:
- Materialevalg: Hvilken mørtel eller pudstype passer til netop mit murværk, og hvorfor?
- Forberedelse: Hvordan sikres vedhæftning, og hvordan håndteres sugende mursten?
- Detaljer: Hvad gør vi ved sokkel, overgange ved vinduer og eventuelle revner?
- Prøvefelt: Kan vi lave et lille felt, før hele facaden udføres?
Svarene behøver ikke være lange, men de skal være tydelige. Hvis man ikke kan forklare opbygningen, er der en risiko for, at den ikke er gennemtænkt.
Vedligehold i praksis: det, der giver mest for pengene bagefter
Når facaden er renoveret, handler vedligehold sjældent om store indgreb. Det handler om at holde vand væk de rigtige steder og opdage småting, før de bliver dyre.
Rens tagrender og nedløb, tjek inddækninger og hold øje med revner omkring åbninger. En lille revne kan være ren kosmetik, men den kan også være en vandvej.
Jeg anbefaler også at kigge på facaden i skrå regn, hvis man har muligheden. Man lærer hurtigt, hvor vandet løber, og hvor facaden er mest belastet. Det er ofte dér, næste vedligeholdelsespunkt kommer, og det er også dér, en god facaderenovering viser sin værdi over tid.